 | 

|  |
|
Det rette Grej...
Til fiskeriet omkring Bornholm er en stabil trollingbåd på ca. 16 fod eller derover nødvendig. Har man ikke selv en sådan, udlejer Melsted Trolling Center flere fuldt udrustede kvalitetsbåde.
Angående udrustningen er 2-4 gode downriggere, der bærer lodder på mindst 6-7 kilo, at foretrække. Et godt ekkolod og en navigator er næsten ligeså vigtig: Ekkoloddet bruges især til at finde stimer af fødefisk - og får man hug af laks kan navigatoren bruges til at finde tilbage til samme sted igen og igen. For er der én laks, er der som regel flere i området.
Det er også en god idé at basere fremtidige ture på af affiske tidligere tures hot spots - derfor er en navigator med plotter funktion en kæmpe hjælp.
Selve fiskegrejet består af downriggerstænger i 12-15 lbs klassen. Almindelige fiskestænger egner sig ikke til at stå spændt op i downriggerne. Hjulene skal være af multiplikator-typen og rumme omkring 300 meter frisk 0,35 line og have en god bremse. Er bremsen ikke i orden, bliver det første bornholmske laksehug nemt en kort fornøjelse. Man kan med fordel vælge et hjul med tæller, så man nemmere kan holde styr på, hvor langt ude, man fisker linerne.
Valget af trollingagn kan virke uoverskueligt, og hver sæson kommer nye og effektive agn frem. Men Apex, Northern King, Big Ed, Pirat, Jack Rapid og Brisling har fanget mange bornholmske laks - og vil garanteret også gøre det i fremtiden. En flasher eller dodgar fisket en meter foran agnen er en meget effektiv måde at tiltrække laksens opmærksomhed.
Og husk så selvfølgelig et rigtigt stort trollingnet - der svømmer laks på langt over 20 kilo ved Bornholm !
|
|
 |  |  |
|